Der bliver fest og farver, samt massevis af Guinness, når Old Irish Pub slår dørene op på fredag. Foto: Old Irish Pub

Det bliver en sand fest i de irske-grønne farver, når Old Irish Pub kan åbne i hjertet af København på fredag.

Der er noget helt særligt med irere og de irske traditioner.

Med landets landlige natur og stolte traditioner for ølbrygning i form af den verdenskendte mørke Guinness øl, samt de hyggelige pubs, så er der faktisk mere, der binder danskerne og irerne sammen end man skulle tro.

Men man behøver ikke at melde ferie og tage det første fly til Dublin for at komme tættere på den irske stemning. I stedet kan man kigge forbi Old Irish Pub, der nu på fredag kan åbne på det historiske Gråbrødretorv.

– Det er jo rigtig spændende at åbne på det gamle munketorv i hjertet af København. Det er jo et område med rigtig meget historie, og vi kommer også ligger på den fredede side af torvet. Samtidig er det jo et område, der pulserer med liv, så det bliver rigtig spændende, at kunne byde vores gæster indenfor, siger Kasper Toft Jørgensen, der er PR-chef for Old Irish Pub til KBH.dk.

Efter mange ugers forberedelse er personalet klar til at slå dørene op på fredag. Foto: Old Irish Pub

Der bliver masser af Guinness, musik og fest, når dørene åbner klokken 19. Foto: Old Irish Pub

Og på fredag venter der en ekstra god grund til at kigge forbi den irske pub. For når dørene åbnes klokken 19, så er der fri fadølsservering den første time, hvor man kan slukke tørsten i de klassiske gyldne dråber fra Tuborg.

– Derudover så står der en live-musiker klar til at give den fuld gas, og det bliver jo alle klassikerne i form af ‘Whiskey in the jar’, men også nyere sing-along sange, som folk kan genkende. Vi kommer til at have åbent hver dag, og hver fredag og lørdag har vi livemusik og får fløjet irske og engelske musikere og bands ind for at spille. Simpelthen for at skabe den ægte, irske pub stemning, siger Kasper Toft Jørgensen til KBH.dk.

På fredag spiller bandet op helt frem til midnat, hvorefter den dj overtager musikken, så de danseglade gæster kan kridte skoene helt frem til klokken fem om morgenen. Og Old Irish Pub byder på lidt af hvert, så alle føler sig velkomne.

– Vores publikum spænder vidt, og giver den jo gas på hver deres måde. Det er ligefra de unge gæster, der vil danse til det lidt ældre publikum, der kommer for musikken. Det kan også være at man kommer for at se sport, da vi jo viser alle former for dansk og international fodbold, samt alt hvad der ellers rører sig af sport, understreger Kasper Toft Jørgensen til KBH.dk.

Der bliver rigeligt til ganen, når Old Irish Pub slår dørene op. Foto: Old Irish Pub

I baren kan man stille tørsten i den klassisk, mørke Guinness øl, men der vil også være et bredt udvalg af irske whisky på hylderne, hvis man tørster efter noget lidt stærkere til ganen. Men selv glæder Kasper Toft Jørgensen til at møde de mange forventningsfulde gæster, der kigger forbi:

– Jeg ser frem til at tage imod vores nye gæster. Vi har arbejdet længe og rigtig hårdt på at åbne nu på fredag, så jeg ser frem til at skåle med vores gæster og byde dem alle sammen velkommen, siger han til KBH.dk.

Hvad sker der: Åbning af Old Irish Pub på Gråbrødretorv
Hvor sker det: Gråbrødretorv 15, 1154 København K
Hvornår sker det: Fredag 2. marts fra klokken 19.00

Københavnsk streetfood-mekka genopstår på ‘Reffen:’ Så stort bliver det nye madmarked på Refshaleøen