Lukas Graham spiller på Grøn Koncert i år. Foto: Polfoto

Grøn Koncert har netop løftet sløret for det første hovednavn på 2018-plakaten. Samtidig er der lækkert nyt til alle på Amager.

Grøn Koncert har i dag afsløret det første band, der skal turnere landet tyndt næste sommer, når Grøn Koncert lægger vejen forbi otte byer i juli 2018.

Lukas Graham vender tilbage til Grøn Koncert efter tre års pause fra den populære endagsfestival. I tre år har de helt store scener i USA og Lukas Forchhammers familieforøgelse fyldt bandets kalender.

Men nu har de fire talentfulde gutter atter tid til at optræde på dansk jord, og Grøn Koncert må føles som at være hjemme. Lukas Graham spillede nemlig på Grøn Koncert i både 2013, 2014 og 2015, hvilket ifølge dem selv var med til at sparke deres vilde karriere i gang.

De skal i øvrigt ikke spille andre koncerter i Danmark næste sommer, så det er en enestående chance for at se dem live.

Fans af Lukas Graham og Grøn Koncert har altså noget at glæde sig til, men det har amagerkanerne i den grad også. 

Grøn Koncert har – udover at annoncere, at Lukas Graham kommer på scenen næste år – også løftet sløret for endnu et koncertsted i København. Grøn Koncert begynder nemlig på Amager næste gang. 

– Ligesom sidste år kommer Grøn både til København, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved. Én ting er dog anderledes, idet den første af de to koncerter i København bliver afholdt på Tiøren ved Amager Strandpark, oplyser Grøn Koncert.

– Grøn har siden 1983 turneret rundt i landet med et enkelt koncept: Venner og familie samles til en hyggeligt dag i musikkens og fadøllens tegn – og det hele går til et godt formål. Det er siden blevet en sommertradition for publikum såvel som frivillige. I år er det 36. gang, at den grønne karavane kører rundt til landets byer med musik, kolde øl og en god anledning til at samles.

Se tour-planen herunder.

9/07 – København (Tiøren)
20/07 – Kolding
21/07 – Aarhus
22/07 – Aalborg
26/07 – Esbjerg
27/07 – Odense
28/07 – Næstved
29/07 – København (Valbyparken)

En billet til Grøn Koncert koster 250 kroner.

Byens bedste miniburgere kommer til Vesterbro: Sliders åbner på Enghave Plads på fredag