Restaurant Brace fra København vinder Årets Øko-Kok 2019

Årets vindere i aktion. Foto: Økologisk Landsforening

Restaurant Brace fra København blev søndag kåret som den stolte vinder af titlen ’Årets Øko-Kok 2019’ i forbindelse med Økologisk Høstmarked på Stengården i Nordsjælland. Fem restauranter dystede i konkurrencen, hvor kokkene selv skulle i marken for at høste råvarerne.

Ti mænd i kokkejakker startede dagen i silende regn med at spurte rundt på den økologiske gård, Stengården ved Bregnerød i Nordsjælland for at høste økologiske råvarer til en treretters menu. De har snittet, hakket og tilberedt og dernæst serveret og præsenteret de sirligt anrettede, gastronomiske kreationer for et professionelt dommerpanel. Alt sammen i håbet om at vinde dommernes gunst og titlen som Årets Øko-Kok 2019.

Her til eftermiddag faldt afgørelsen, og dommerne udpegede Restaurant Brace fra København, som vinder af titlen og præmien på 30.000 kroner, der er sponsoreret af de økologiske mejerier Naturmælk og Øllingegaard.

”De ti kokke, som har været her i dag, har gjort sig utrolig store anstrengelser. Jeg er imponeret over den kreativitet og det gåpåmod, de har lagt for dagen i konkurrencen. Det jeg kan se efter tre år med Øko-Kok konkurrencen er, at kokkene er blevet mere fortrolige med at bruge grøntsager – det er en interessant tendens, vi også ser ude på restauranterne,” siger dommer og madanmelder Anders Halskov-Jensen fra Jyllands-Posten i forbindelse prisoverrækkelsen.

”Det der har overrasket mig mest i dag er, at vi er stødt på utrolig interessante smagskombinationer med finurlig brug af aromatiske blomster. Derudover har kokkene virkelig været dygtige til at udnytte hele råvaren for at minimere madspild,” siger Anders Halskov-Jensen.

Han udpegede vinderen sammen med kokkene Francis Cardenau og Mikkel Maarbjerg. Dommerne bedømte de økologiske retter ud fra kriterierne håndværk, råvarehåndtering, smag, udseende, madspild og helhed.

Kombinerer danske råvarer med det italienske køkken

Restaurant Brace, som vandt konkurrencen, er i år med for første gang, og det var en meget positiv oplevelse.

”Prisen som vinder af Årets Øko-Kok 2019 betyder meget for os, da vi gerne udelukkende vil bruge økologiske produkter i restauranten. I dag har vi lært noget om danske råvarer, som vi ser frem til at kombinere med det italienske køkken i Brace.  Der var en rigtig god stemning til konkurrencen, gode råvarer og et højt niveau hos de andre deltagere, siger ejer og kok i Restaurant Brace, Nicola Fanetti, i en pressemeddelelse.

Det er første gang han indleder en kokkekonkurrence med selv at skulle høste råvarerne, men det har ikke skræmt den glade vinder væk. Han stiller gerne op til næste år.

De øvrige deltagere i konkurrencen var Restaurant Hærværk og Restaurant L’estragon begge fra Aarhus, Hahnemanns Køkken fra København og Sdr. Bjert Kro med adresse syd for Kolding.

Det er tredje gang, at kokkekonkurrencen ’Årets Øko-kok’ afholdes i samarbejde med Økologisk Landsforening. Formålet med konkurrencen er at inspirere både kokke og publikum til at i højere grad at anvende økologiske råvarer. Konkurrencen hylder også de restauranter der går foran og får det økologiske spisemærke.

Oplevelser i København