Ny mexicansk biks på Valby Langgade serverer frække tacos med flæskesvær og lune churros med is-skum

Vaca serverer mexicansk med et moderne dansk twist.

Valby har fået en ny mexicansk biks med et ultrafristende menukort. Sæt for eksempel tænderne i en blød taco med milde, sprøde løg, syrlig kål, tomatiserede flæskesvær og chilisalsa.

Mexicansk er meget mere end hakket oksekød, revet ost og stenhårde tacoskaller fra Santa Maria. 

Vaca blev grundlagt i Aarhus i 2014 og har siden udvidet forretningen til flere danske byer. Nu er det mexicanske takeway-koncept kommet til Valby og byder alle med hang til lækker mexi-mad med et moderne dansk twist indenfor på Valby Langgade 47 - lige hvor Søndre Fasanvej krydser vejen.

Det er både muligt at tage maden med hjem og spise i restauranten.

Et hurtigt blik på menukortet afslører, at køkkenet hos Vaca er kreativt og ambitiøst. Det sigter efter at sammensætte klassiske mexicanske smagsnuancer med gode danske råvarer.

Foto: Vaca

Foto: Vaca

Du kan for eksempel få en 'crunchy cerdo'-burrito med salat, tomatsalsa, syrlig kål, sprøde flæskesvær, chilimayo og spicy chilisalsa. Eller en 'loco pollo'-taco med syrlig kål, cremefraiche, sprødt kyllingeskind og Vaca BBQ-sauce. 

Vaca serverer desuden klassisk chili con carne og ensalada, hvor man i begge tilfælde selv vælger hovedingrediensen, som for eksempel kan være langtidsbraiseret okse, mexicansk kødsauce, guacamole, vegansk bønnefalafel eller langtidsbraiseret nakkekam.

Læs også

Tilbring en weekend i himlen: Chokoladefestival rykker ind i Tap1 på Amager

Derudover kan der tilvælges forskellige toppings, hvis man vil have ekstra ekstra fyld i sin valgte hovedret. 

Hvis man har plads til et sødt punktum efter måltidet, serverer Vaca lune, sprøde churros med is-skum, chokoladesauce og mexicansk müsli af rørsukker, mørk chokolade, kokos og crunchy peanuts. 

Foto: Vaca

Foto: Vaca

Vaca har desuden tre forskellige cocktails til 45 kroner stykket på menukortet - hvis man lige har brug for en margarita, hvilket jo godt kan ske.

- Vaca er helt grundlæggende 'mexican finger food'. Vi har lavet et koncept, der tager udgangspunkt i det ægte mexicanske køkken og eksperimenteret med at tilsætte danske råvarer, siger Vacas administrerende direktør Kasper Hansson til KBH.dk.

Læs også

Gå amok i det sorte guf: Stor lakridsfestival kommer til Østerbro i marts

Han tilføjer, at holdet bag Vaca har store forventninger til beliggenheden på Valby Langgade.

- Vi havde længe ledt efter de rigtige lokaler til vores første Vaca i København, og da muligheden bød sig i Valby, tøvede vi ikke. Beliggenheden er enormt trafikkeret og egner sig rigtig godt til vores koncept i og med vi hurtigt laver maden i restauranten - uanset om du vil spise den på stedet eller tage den med som take away.

Foto: Vaca

Foto: Vaca

- Vi har enormt høje forventninger til vores nye restaurant i Valby og har allerede fået en fantastisk velkomst af gæster og nabolag. Nu glæder vi os blot til at vise os frem overfor endnu flere gæster i København, siger Kasper Hansson.

Vaca åbnede Valby Langgade 47 den 15. januar i år. Den findes i forvejen i Aarhus og Aalborg.

Slurp Ramen Joint i Nansensgade gør dig mæt og holder dig varm i vinterkulden

Oplevelser i København