Kommunen afviser støtte til rullende sexklinik på Vesterbro - Sexelancen er i fare for at lukke

Sexelancen kan snart være fortid på Vesterbro, da Københavns Kommune har givet afslag på en ansøgning om midler.

Sexelancen, der hjælper de prostituerede på Vesterbro, kan snart være fortid. Københavns Kommune afviser at støtte initiativet.

 

De står på gaden i alt slags vejr og sælger deres krop.

Går man en tur på Vesterbro efter mørkets frembrud, er det nemt at spotte de prostituerede på især Istedgade og oppe omkring Hovedbanegården 

Frivillige kræfter fra Foreningen Minoritet satte Sexelancen i søen i 2016, der er en ombygget ambulance, som gadens sexarbejdere kan benytte sig af, når de har kunder. På den måde kan de udføre deres arbejde i trygge rammer.

Men selvom Sexelancen har kørt det seneste år og er blevet brugt cirka 80 gange, så vil Københavns Kommune ikke støtte tiltaget, og det kan nu få store konsekvenser for initiativet.

Læs også

13 sygeplejersker har sagt op i protest: ‘Jeg skulle fortælle patienterne, at de ikke kunne komme i bad’

- I sidste ende kan det betyde, at vi bliver nødt til at lukke. Her har vi sammen lavet et nyt tilbud, hvor vi kommer i kontakt med den her meget udsatte målgruppe. Så det undrer mig, at Københavns Kommune fraskriver sig sit ansvar, siger en af idemændene bag Sexelancen Michael Lodberg Olsen til KBH.dk.

Den mobile klinik har hjulpet udsatte sexabejdere på gaden. Foto: Michael Lodberg Olsen

Sexelancen har rullet i et år med hjælp fra 20-25 frivillige borgere. På grund af få donationer og midler kan den mobile klinik kun være i drift én til to gange om ugen i tre timer pr. gang. Men nu vil foreningen søge hjælp og midler fra private donationer.

- Lige nu skal vi finde penge til vægtafgift og forsikring for at holde Sexelancen kørende. Vi har det første år indsamlet 90.000 kroner udelukkende ved hjælp fra private donationer, og dem søger vi stadig penge hos i dag, siger Michael Lodberg Olsen.  

Hos Københavns Kommune har man afvist Sexelancen ansøgning om støttemidler. Det er nemlig ikke juridisk muligt at støtte initiativet, som loven er i dag, lyder svaret på støtteansøgningen fra socialborgmester Jesper Christensen (S), som KBH.dk har fået indsigt i.

Mellem 20 og 25 frivillige driver Sexelancen i dag. Foto: Michael Lodberg Olsen

- Der er ingen tvivl om, at sexarbejdere, der arbejder på gaden i København, er i en meget udsat situation. Jeg mener dog, at Sexelancen og eventuelt Sexarbejdernes Hus ligger uden for rammerne for, hvad kommunen kan støtte økonomisk.

Læs også

Styrtede på cyklen: Leyla raser over glatte cykelstier i København

- Det er Socialforvaltningens vurdering, at det er nødvendigt med en konkret hjemmel i en særlovgivning, hvis der skal ydes støtte til Sexelancen eller Sexarbejdernes Hus, og Socialforvaltningen kan ikke pege på en hjemmel i serviceloven til at støtte et sådant projekt, lyder det fra socialborgmester Jesper Christensen.

Kommunen ønsker ikke at uddybe begrundelsen for afslaget. 

Nu håber Michael Lodberg Olsen at høre svar på sine henvendelse til flere ministre, hvor han har opfordret til at lovgivningnen ændres, så Københavns Kommune i fremtiden kan yde støtte til den ombyggede ambulance. 

Fotograf søger bare numser til nyt numsegalleri på Ryesgade