Foto: Zoologisk Have

Zoologisk Have inviterer på vinterhygge for hele familien frem til 25. februar med bål, rensdyr og kreativt nordisk værksted. Og så er haven i øvrigt fyldt med søde dyreunger.

De næste seks uger rykker vinteren for alvor ind i Zoologisk Have: Sametelt med bål, rensdyr på vandring og kreativt nordisk værksted skaber dejlig vinterstemning i Haven.

Men det er, som om dyrene fra Savannen forsøger at stjæle billedet fra de traditionelle vinter- og polardyr med det bedste kneb af alle: nyfødte dyreunger.

Hos næsehornene er der netop født det andet næsehorn på tre måneder, hos flodhestene slås de to unger med deres tandløse gummer, giraffen og zebraen ligger helt tæt i opløbet om at levere den næste nyfødte, og hos sabelantiloperne har de netop budt velkommen til en lille hunkalv. Med lange bløde øjenvipper og hjerteformet snude.

Så der er kamp om opmærksomheden i øjeblikket, men Zoo’s naturvejledere har også deres tricks i ærmet:

– Vi er klar over, at mod dyreunger kæmper de fleste forgæves, men med bål, kranier, skind og historier fra de kolde lande er jeg sikker på, at vi også i år kommer til at tiltrække en masse gæster i sameteltet,” siger naturvejleder Eddie Bach.

Udover hygge og bål danner teltet også ramme om spændende fortællinger fra livet nord for Polarcirklen blandt samere og polardyr.

Og skulle det ikke være nok, kan Eddie supplere med sine egne oplevelser fra vildmarken. Han er netop vendt hjem efter at have deltaget i DRs serie Alene i vildmarken, hvor otte deltagere kæmper om at klare sig længst tid i den norske natur.

– Jeg har lovet ikke at afsløre, hvor langt jeg nåede i konkurrencen, men jeg giver gerne mine bedste overlevelsestricks videre, siger Eddie.

Naturvejleder Eddie Bach. Foto: Zoologisk Have

I sameteltet er der også plads til klassiske discipliner som snobrødsbagning og ristning af skumfiduser, så Eddie føler sig alt i alt godt klædt på i kampen mod Savannedyrene:

– Et nybagt snobrød med frisk marmelade og en ristet skumfidus er svært at stå for på en kold vinterdag. Så mon ikke de fleste kigger forbi teltet enten før eller efter de har besøgt de mange dyrebørn? Jeg tror det, slutter Eddie og åbner således op for, at dyr og samere kan være fælles om gæsternes gunst.

Hele programmet for Vinter i Zoo, der løber fra 13. januar til 25. februar, omfatter også fastelavn, valentinsdag og udvidet program i vinterferien. Se det på Zoologisk Haves hjemmeside. 

Hvad sker der: Vinter i Zoologisk Have
Hvor sker det: Zoologisk Have, Roskildevej 38, 2000 Frederiksberg
Hvornår sker det: 13. januar til 25. februar

Enghave Brygge skal have flere beboere: 181 lejligheder opføres på privat ø i Sydhavnen