Tivoli holder åbent flere dage om året: Byd velkommen til 'Vinter i Tivoli'

Tivoli planlægger blandt andet at bygge en stor skøjtebane foran Nimb. Foto: Tivoli

Tivoli har hidtil været åben tre gange om året, men nu bliver endnu en sæson føjet til forlystelsesparkens kalender.

 

Lysene er slukket, og juledekorationerne er blevet pillet ned i Tivoli. Men der går ikke længe, før gæster igen kan komme indenfor i den berømte have. 

Tivoli oplyser nemlig nu, at haven fremover vil åbne portene for en helt ny sæson med navnet 'Vinter i Tivoli'. Det betyder, at familier, kæresterpar, venner og turister igen kan slendre gennem den smukke forlystelsespark fra 2. februar til 25. februar.

Dermed vil Tivoli for første gang nogensinde holde åbent i skolernes vinterferie, til fastelavn og på valentinsdag, hvilket med sikkerhed vil afspejle sig i dekorationerne, der næppe bliver uimponerende eller kedelige:

Læs også

Det Kongelige Teater byder på klassisk afternoon tea: Drik te med strittende lillefinger og spis kager til du revner

- Der bliver pustet nyt liv i fastelavnstraditionen med udklædning og tøndeslagning tre gange om dagen i ni dage i træk. Der bliver skruet op for romantikken i forbindelse med den noget nyere tradition Valentinsdag, hvor gæsterne udover kærlighedsmenuer kan skrive sit hjertes udkårne på et hjerte og hænge på broen på Tivoli Søen. Derudover bliver det kinesiske nytår der i år står i hundens tegn også fejret, oplyser Tivoli.

Foto: Tivoli

Tivoli åbner portene for den nye vintersæson i anledningen af havens 175 års fødselsdag og investerer samlet 20 millioner kroner i projektet, der blandt andet kommer til at omfatte en 300 kvadratmeter stor ottekantet skøjtebane foran Nimb med lyslof.

Derudover har Tivoli planer om at bygge en 15 meter høj iglo på Plænen med en diameter på 30 meter, som kommer til at romme en række overdækkede tematiserede vinteraktiviteter, hvor de yngre gæster kan boltre sig på hurtige rutschebaner, klatre på stejle klatrevægge og deltage i sneboldkampe. 

Gæster kan desuden gå på opdagelse i havens islabyrinter og tage med på en unik lysrejse, der allerede begynder ved hovedindgangen, hvor interaktivt stjernestøv forfølger gæsterne. 

Foto: Tivoli

Foto: Tivoli

Ved Tivoli Søen bliver der i vintersæsonen premiere på et lysshow, der ikke er set i Danmark før.

- Her fortælles den nordiske mytologis dramatiske ragnarok historie om 'Vølvens Spådom' med laser-lysshow og nydesignede illuminationer på vandet. Der bliver også plads til endnu et nyt Illuminationsshow på søen, der er bygget op omkring Jacob Gades udødelige evergreen 'Tango Jalousie', oplyser Tivoli.

Læs også

Tivoli skrotter Snurretoppen efter 29 år - få en sidste tur gratis nytårsaftensdag

- I forbindelse med vintersæsonen har man udover forlystelseshavens lysdesigner Jesper Kongshaug inviteret en række kunstnere på besøg, der med deres lysscenografier skal sætte Haven i et særligt vinterligt lys. 

Mikkel Aarø-Hansen, der er administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, glæder sig over Tivolis udvidede åbningstider. 

Foto: Tivoli

Foto: Tivoli

- København bliver mere og mere populær som vinterdestination. Der har været fremgang i turismen i hovedstadsregionen i en årrække, og de tre kolde måneder i første kvartal har de seneste år haft en markant større fremgang end året som helhed. Det er en rigtig positiv udvikling, som vi arbejder på at styrke, siger han.

- Det kræver blandt andet, at der er et attraktivt udbud af oplevelser året rundt, og her spiller Tivoli en stor rolle. Efter at have styrket udbuddet af oplevelser i hovedstaden i efterårssæsonen og i julen, satser Tivoli nu også på et vinterprodukt, og det gavner for hele destinationen.

Vinter i Tivoli kan opleves fra 2. februar til 25. februar 2018.

Tivolis populære juleshow vender tilbage i 2018

 

Oplevelser i København