Foto: Tivoli (pressefoto)

Tivoli og Disney går sammen om at skabe et brag af en parade, der skal tiltrække både voksne og børn.

Der venter besøgende af Tivoli en helt særlig oplevelse 1. maj i det nye år.

Her kan Tivoli fejre sit 175 års jubilæum, og det skal fejres med en helt særlig parade. 

For ikke nok med at man kan opleve Tivoligarden eller Pjerrot og andre velkendte Tivolifigurer, så får den gamle have i hjertet af København et ordentligt skud magi i form af Disney, der tager del i paraden med deres helt egen vogn. 

Vognen til paraden vil være velkendt, hvis man har været i Disneyland i Paris eller Florida, og hos Disney er man begejstret for at kunne fejre Tivoli.

– Walt Disney elskede Tivoli, og det gør vi også. Gennem et langt venskab fuldt af gensidig respekt har Tivoli og Disney-parkerne haft en løbende kontakt med udveksling af medarbejdere, erfaringsudveksling om driften og ledelsen af vores parker.

Det bliver et brag af en parade, der endda får et ekstra stjernedrys af Disney. Foto: Tivoli (pressefoto)

– Vi i Walt Disney World Resort har den største respekt for Tivoli-organisationen, og vi er glade for at kunne vise dette gennem samarbejdet om 175 års jubilæumsparaden, siger George A. Kalogridis, der er direktør for Walt Disney World Resort i Florida.

Den vogn som Disney designer til Tivoliparaden er baseret på forlystelsen ‘It’s a small world’, hvor man sejler rundt i forlystelsen og ser alle verdens lande, der er vist med mekaniske dukker. 

Disney-vognen er baseret på forlystelsen ‘It’s a small world’.  

Og samarbejdet mellem de to parker er da også helt unikt, mener Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst:  

– En af Tivolis visioner er, at vi vil være et førende internationalt oplevelsesbrand. Med det in mente får Tivolis mangeårige og venskabelige forhold med Disney-parkerne nu et synligt udtryk i form af en vogn i vores jubilæumsparade. Vi er både stolte og beærede over, at man på denne måde vil være med til at fejre Tivolis jubilæum, siger han i en pressemeddelse. 

Walt Disney har selv besøgt Tivoli flere gange. Foto: Tivoli (pressefoto)

Walt Disney har selv personligt besøgt Tivoli flere gange med sin egen hustru, og ifølge Tivoli var Walt Disney fascineret af forlystelseshaven særlige stemning og udsmykning med blomster. 

Københavns Kommune vil dyrke blomster for 4,7 millioner: ‘Det er helt ude i skoven’