Bounce åbner i Field's på Amager.

Børn, unge og ældre kan fra foråret brænde seriøst krudt af i Field’s på Amager, når en gigantisk adrenalinpark slår dørene op midt i shoppingcentret.

En ny stor adrenalinpark åbner inden længe i shoppingcentret Field’s i Ørestad

Det 3.700 kvadratmeter store forlystelsesland bliver åbnet af Bounce, som i forvejen har lignende adrenalinparker i Australien og Sverige. 

Shoppingcenter Manager i Field’s Thomas Thomsen siger til KBH.dk, at det gælder om at få gæsterne til at bruge længere tid i det store indkøbscenter, og det er han sikker på, at Bounce nok skal bidrage til sammen med biografen og spisestederne.

– Det er super stærkt, at Bounce åbner i Field’s. Vi er slet ikke i tvivl om, at folk vil køre langt for det her, og det er helt i tråd med vores ambition om at tiltrække flere gæster, som vil bruge længere tid herude, siger han begejstret.

Thomas Thomsen kalder Bounce for en ‘oplevelsesdestination’, der både henvender sig til familier med små børn, unge mennesker og adrenalinsøgende ældre. Det er ikke bare endnu et legeland til mindre børn – Bounce rammer en bred målgruppe.

– Parken kommer til at være fyldt med trampoliner, ninjabaner, dodgeball og high jumping, og det er netop sådan nogle aktiviteter, som er med til at styrke vores mål om at tilbyde nogle særige oplevelser i Field’s, så vi ikke kun er et shoppingcenter, fortæller han til KBH.dk om den nye park, der kommer til at ligge på anden sal ved det store restaurantområde.

Det forventes, at den nye store adrenalinpark åbner i foråret 2018. Thomas Thomsen kender ikke priserne endnu, men det bliver formentlig noget med betaling på timebasis. 

Se en video om adrenalinparken Bounce herunder.

Lærke føler sig snydt efter at have købt det samme rugbrød hos Lagkagehuset i København og på Fyn