Hvis du savner 90'erne: Kom til boyband-banko og efterfest i Folkehuset Absalon

Oplev et nostalgisk genhør med Backstreet Boys.

Folkehuset Absalon inviterer indenfor til boyband-banko og efterfest med nostalgisk musik fra alle dine yndlingsboybands.

 

Når Folkehuset Absalon åbner op for gæster til boyband-banko på lørdag, er det tredje gang, at begivenheden finder sted i den gamle kirke på Sønder Boulevard.

Sarah Hejgaard Sylvest er eventarrangør i Folkehuset Absalon, og hun fortæller til KBH.dk, at boyband-banko er rasende populært.

- Det er tredje gang, vi holder det, så der har ligesom været en stor efterspørgsel på arrangementet, siger hun og tilføjer, at stemningen har været helt i top hver gang.

Læs også

Gør et unikt fund: Forum på Frederiksberg holder kæmpe nytårsmarked

Westlife.

- Det går kort og godt ud på, at man spiller banko, men i stedet for at råbe tal op spiller vi musik. Alle får plader uden numre, men med sangtekster på, og når musikken så bliver spillet, så skal så lægge en brik på sin plade. På den måde bliver der spillet en masse dejlig boyband-musik, og alle synger med.

Sarah Hejgaard Sylvest fortæller, at der vil være autentiske præmier på højkant, som er helt i tråd med temaet. Det kan for eksempel være, at man vinder en idolplakat, et bandana eller en hårmascara. Men det bedste ved boyband-banko i Folkehuset Absalon er det elektriske humør.

N Sync.

- Der er en helt overvældende god stemning. Folk er helt oppe at køre, og alle synger med, nogle stiller sig endda op og danser. Folk er virkelig dedikerede og helt nede på knæ over, hvor fedt det er. Der er acappella i salen, når musikken bliver slukket, fordi alle fortsætter med at synge, siger Sarah Hejgaard Sylvest om det sjove event, som tusinder har vist interesse for på Facebook.

Deltagerne består ikke overraskende mest af kvinder, som var teenagere med hjerter i øjnene og idolplakater på deres pigeværelser, da de amerikanske og britiske boybands var allermest populære i 90'erne og begyndelsen af 00'erne.

Take That.

Når gæsterne er færdige med at spille banko, er der efterfest med dj, som fortsætter festen med musik i samme tema.

- Der kommer til at være musik og dansegulv og bar. Hvis man bare gerne vil med til festen og ikke banko, så kan man bare komme gratis ind efter boyband-banko fra klokken 22, siger Sarah Hejgaard Sylvest. 

Hvad sker der: Boyband-banko + efterfest
Hvor sker det: Folkehuset Absalon, Sønder Boulevard 73, Vesterbro
Hvornår sker det: 6. januar klokken 20-02

Backstreet Boys.

Spice up your life: Folkehuset Absalon inviterer indenfor til Spice Girls-aften på Sønder Boulevard

 

 

 

 

 

 

 

 

Oplevelser i København