Få vind i håret og farve i kinderne på årets sidste dag. Foto: Sundfiskerne

Det frivillige fællesskab Sundfiskerne inviterer alle til at fange deres egen nytårstorsk midt i København lørdag formiddag.

Der er ingen grund til stress, hvis du endnu ikke har været forbi din lokale fiskehandler for at købe ind til nytårsmenuen.

I morgen, 30. december, kan du fange din egen torsk i Københavns Havn, når den frivillige gruppe Sundfiskerne for andet år i træk afholder Fiskedag i Indre By, hvor alle er velkomne. 

– Det er helt inde i centrum ved Kvæsthusbroen og Havnegade og derinde af. Der dukkede en masse mennesker op og havde en helt fantastisk dag sidste år. Nu gør vi det så igen, og vi håber, at det bliver en årlig nytårstradition, siger Christian Ferraro, der er stifter af Sundfiskerne, som er et fællesskab for nye og øvede lystfiskere.

Arrangementet begynder på Ofelia Plads ved Skuespilhusets udendørsområde på Kvæsthusbroen klokken 10. 

– Københavns nye kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld skyder det hele i gang med en velkomsttale, og så fortæller vi lidt om Københavs Havn, som er fuld af lækre torsk, og om at vandet er så rent, at man både kan fiske og bade i det helt uden bekymring. Det er ret unikt for en storby, siger Christian Ferraro til KBH.dk.

Foto: Sundfiskerne

Foto: Sundfiskerne

Han tilføjer, at der vil være præmier til dem, der fanger de mest imponerende torsk, og at der blev fanget masser af lækre fisk sidste år, mens der blev hygget og sludret. 

– Det er en folkelig fiskedag, og vi opfordrer øvede og uøvede samt familier, børn og pensionister til at kigge forbi. Det er bare et hyggeligt arrangement, hvor alle hjælper hinanden og taler sammen. Og så er det jo midt inde i Indre By, hvilket jo gør det ekstra sjovt. Sidste år var der en masse kinesiske turister, der stoppede op og tog billeder, og folk klappede, når der blev trukket fisk i land.

Eneste aber dabei er, at man skal have et statsligt fisketegn for at kunne deltage i festlighederne. Men det kan man hurtigt klare på fisketegn.dk, fortæller Christian Ferraro – det er dog ikke nødvendigt for pensionister og børn. Desuden skal man selv have udstyr med.

Foto: Sundfiskerne

Foto: Sundfiskerne

Til gengæld er det sandsynligt, at man får en lækker fisk med hjem til nytårsbordet. Det er kun et par uger siden, at der blev fanget en torsk på hele syv kilo i Københavns Havn.

Du kan læse mere om arrangementet på Sundfiskernes hjemmeside – eller blot møde op på Ofelia Plads/Kvæsthusbroen klokken 10 i morgen. 

Hvad sker der: Fang din egen torsk
Hvor sker det: Ofelia Plads, København K
Hvornår sker det: 30. december klokken 10

Foto: Sundfiskerne

Ny terrorsikring omkring skøjtebanen på Frederiksberg Runddel: ‘Det er hovedrystende’