Byens største champagnebar inviterer alle til fredagsbobler i Nørre Søgade

Det behøver hverken at være dyrt eller fornemt at drikke god champagne. Foto: Champagnekælderen

Det er snart blevet den tid på året, hvor propperne springer. Men hvis man vil prøve en særlig champagne-oplevelse, skal man besøge Champagnekælderen på Nørre Søgade.

 

- Vi vil gøre champagnen folkelig, og alle skal have mulighed for at stifte bekendtskab med champagnen.

Sådan lyder det fra Mikkel Hagerup, der er en af indehaverne af netbutikken Vintage Champagne og butikken Champagnekælderen på Nørre Søgade, hvor de kun sælger de boblende vine fra det kendte vinområde i Frankrig. 

I butikken på Nørre Søgade kan man stifte bekendtskab med nye årgange eller prøve de små lækre champagnehuse, som de færreste kender. På hylderne findes der over 200 forskellige slags champagner, men butikken har også et særligt es i ærmet.  

- Vi flyttede for cirka et halvt år siden, så vi kunne få bevilling til udskænkning, siger Mikkel Hagerup til KBH.dk. 

Hver fredag kan man stikke hovedet ind til et glas bobler for en flad halvtredser, og desuden kan man melde sig ind i butikkens champagneklub, det er et helt særligt medlemskab.

Læs også

Fredagsbar i Torvehallerne: Tanten inviterer på gin og tonic med te

- Vi har stiftet Danmarks første rigtig champagneklub, og det har været en stor succes,  hvor vi cirka 300 medlemmer. Her betaler hvert medlem 300 kroner om måneden, og så får de en champagne til en værdi af mindst 400 kroner. 

- Det er ikke altid flasker som vi har til salg, men det kan være nogle lækre årgange eller helt særlige vine, som vi får via vores producenter, siger Mikkel Hagerup til KBH.dk.

Der bydes på et hav af lækre champagner fra små familiedrevede virksomheder i det kendte vinområde. Foto: Champagnekælderen

Når nytåret står for døren, så kan man med fordel skifte sin vante champagne fra supermarkedet ud med en noget mere interessant model. For det at drikke champagne skal hverken være dyrt eller fornemt, men derimod en god oplevelse, lyder det fra Mikkel Hagerup:

- Når vi afholder vores smagninger, så har vi bare en t-shirt på. Så det er hverken fornemt eller fint, men blot for alle, der kan lide og sætter pris på god vin, understreger Mikkel Hagerup til KBH.dk. 

Læs også

Julehygge for hele familien i Gothersgade: Se 'Far til fire i byen' på det store lærred

Hver fredag kan man kigge forbi Champagnekælderen, hvor der er åbent for udskænkning og butik fra 14 til 21. 

I december er åbningstiderne udvidet til følgende:

18-21 december 14-18.00
22 december 14-21.00 - normalt fredagsåbent
23 december kl. 12-16.00
27-30 december 12-19.00

Hvad: Champagnekælderen
Hvor: Nørre Søgade 21, København K

Fotograf søger bare numser til sit rumpegalleri