Terrorsikring i København forskønnes for 5,2 millioner: Potter med træer skal erstatte betonklodser

Betonklodserne skal skiftes ud med træer i kæmpe potter. Foto: Københavns Kommune

De uskønne betonklodser, der fungerer som terrorsikring ved Strøget og Kongens Nytorv, skal nu erstattes af gigantiske blomsterpotter med træer.

 

De er betongrå, lave og ikke specielt kønne i bybilledet. 

Går man ned langs Strøget eller Nyhavn, ser man tydeligt de store klodser, der skal beskytte borgere og turister mod terrorangreb.

De grimme barrierer skal sikre borgerne mod den terror, som man har set i for eksempel Nice, London og Stockholm, hvor intetanende folkemængder pludselig er blevet pløjet ned af lastbiler og varevogne. 

Men betongrisene, som de tunge trafikbarrierer kærligt kaldes, skal nu erstattes af helt nye træer og stauder, der skal stå i gigantiske blomsterkrukker og forskønne bybilledet.

Læs også

Ny social løbeklub på Amager efterlyser medlemmer: 'Alt for mange løber alene'

Københavns Kommune har netop påbegyndt udskiftningen, og i de kommende måneder vil op mod 60 betonklodser blive skiftet ud med de kæmpestore potter med træer i.

I potterne kan man blandt andet finde magnolia og japanske kirsebærtræer. Foto: Shutterstock

De første tre blomsterkummer er allerede sat op i den ende af Strøget, som vender ned mod Kongens Nytorv.

Her er der plantet magnoliatræer, der med en højde på tre til fire meter og de karakteristiske hvide blomster allerede vil sætte et farverigt aftryk på bybilledet, når de springer ud i løbet af foråret.

Krukker skal erstatte klodser. Foto: Københavns Kommune

Ligeledes er tre betongrise på Amagertorv blevet erstattet, hvor der er plantet japanske kirsebærtræer. Andre steder i byen bliver betongrisene erstattet af plinte i granit, blandt andet ved Statens Museum for Kunst og Svanemøllen Station.

Læs også

Populær ny bydel i København: Her er der solgt flest lejligheder i år

I løbet af den kommende uge vil over 100 betonbarrierer blive udskiftet eller forskønnet på anden vis, så alle de kedelige betonklodser får et tiltrængt makeover lige op til julehandlen.

Placeringen og valget af de store potter er sket under vejledning af både Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET), og der er i alt blevet afsat 5,2 millioner kroner til at udskifte og forskønne betonklodserne i hovedstaden.

PostNord advarer borgere på Østerbro: Mystisk person har været på spil flere gange

 

 

 

 

 

 

 

 

Oplevelser i København