Stor demonstration på Enghave Plads på lørdag: Borgere vil redde Slagtergårdene i sidste øjeblik

Borgere gør et sidste forsøg på at redde Slagtergårdene.

Enghave Plads bliver lørdag fyldt med demonstranter, som samles i et sidste desperat forsøg på at få politikerne til at droppe nedrivningen af Slagtergårdene.

 

Det er ved at være sidste udkald for Slagtergårdene ved Enghavevej på Vesterbro. Den planlagte nedrivning af de historiske bygninger, som skal gøre plads til omkring 80 moderne luksusboliger, begynder inden længe - men utilfredse borgere er ikke klar til at give op endnu.

Lørdag 17. februar vil der være demonstration foran Kristkirken på Enghave Plads klokken 10.30. De fremmødte går i samlet flok ned til Slagtergårdene, hvor der dannes en 'fredningsring' rundt om hele området. 

- Slagtergårdene er blevet dødsdømt af Borgerrepræsentationen, men vi insisterer på indgriben i sidste sekund og vil for alt i verden ikke lade Slagtergårdene dø i stilhed! Det er vores kulturarv og vores by, lyder det fra arrangørerne bag begivenheden.

33-årige Rikke Rohr er arkitekt og arrangør af demonstrationen. Hun fortæller til KBH.dk, at formålet med at samles lørdag er at få politikerne til at ændre mening i sidste øjeblik. Og hun tror på, at det godt kan lade sig gøre. 

- Vores primære mål er at få stoppet nedriviningen og få fundet en alternativ og bedre løsning. Hvis politikerne vågner op, så kan vi sagtens nå at redde det her stykke Danmarkshistorie, siger hun.

Slagtergårdene er mere end 150 år gamle.

Slagtegårdene blev opført på Vesterbro i 1860'erne og har de sidste 150 år været hjemsted for markante kulturpersonligheder som Tove Ditlevsen og Storm P. 

Samtidig har de gamle huse overlevet den store udvikling, som området her gennemgået de sidste 100 år fra slumkvarter til moderne nabolag, men et flertal i Københavns Borgerrepræsentation besluttede i midten af december sidste år at give de forfaldne bygnigner det endelige dødsstød. 

Det skete på trods af stor modstand fra borgere, tusindvis af underskrifter mod nedrivning og Slots- og Kulturstyrelsens vurdering, at der er tale om 'et særligt kulturmiljø, som kommunen bør bevare for eftertiden'.

- Som område har det en kæmpe historisk værdi, og det har politkerne øjensynligt ikke forstået. De er drevet af nogle andre interesser, men vi er mange, der er uenige. Der er kæmpe modstand, og der er blevet indsamlet tusindvis af underskrifter. Borgerne har talt, siger Rikke Rohr, som selv bor i Sydhavnen.

Læs også

Nu er det afgjort: Slagtergårdene fra 1860'erne på Enghavevej skal rives ned

- De her bygninger er uerstattelige, og de er helt uvurderlige som kuturarv, men også som bygningsmasse. De giver karater til området og er en kæmpe gave, som vi nu bare smider væk i stedet for at bruge det.

Rikke Rohr har arrangeret med præsten i Kristikirken på Enghave Plads, at kirkeklokkerne bliver sat i gang, når demonstrationen begynder, så de fremmødte kan vandre ned til Slagtergårdene til lyden af klokkerne. 

Hun vil have politikerne til at mærke den store modstand.

- Det virker bare som om, at de er drevet af noget andet end gode argumenter, for jeg har ikke hørt noget som helst fra dem endnu, som retfærdiggør deres beslutning. Det giver ikke mening, at man ikke lytter til eksperter på området, siger Rikke Rohr med henvisning til, at der er kommet flere bud på, hvordan bygningerne kan renoveres og bevares. 

Læs også

Byhistoriker ærgrer sig: Et stykke byhistorie forsvinder

Rikke Rohr tilføjer, at hun som arkitekt ikke har noget problem med nybyggeri - men man bør værne om de gamle bygninger, der skaber et kvarters særlige atmosfære og identitet, mener hun.

- De er ved at destruere den gave, og derfor skal vi skynde os med denne demonstration. Når bygningerne først er revet ned, så kan vi kun få en undskyldning, og det kan vi jo ikke bruge til noget. Politikerne er ved at sælge vores allesammens kulturarv på et meget spinkelt grundlag.

Lørdagens demonstration er oprettet som en begivenhed på Facebook, som du kan se herunder.

Byhistoriker om Tove Ditlevsens barndomskvarter: Vesterbros originale historie fortrænges af sjælløst boligbyggeri

 

Oplevelser i København