Søndag bliver ualmindeligt flot. Foto: Jens Dresling

Weekendvejret i København indbyder til lange gåture rundt om søerne. Søndag bliver især flot.

Selvom årstiden er til det, har københavnerne indtil videre været forskånet for et barsk vintervejr.

Det har måske været en smule blæsende de seneste uger, men temperaturerne har været på den gode side af fem, og regnen har vi ikke set meget til. Alt i alt en acceptabel start på året. 

Men hvis du trådte udenfor i morges og bemærkede, at kulden var en smule mere intens, end den har været hidtil, så tog du ikke fejl. Det er blevet koldere, og temperaturfaldet fortsætter ind i weekenden.

Og det betyder, at København godt kan forberede sig på en smule sne og slud lørdag. Det forudser Martin Lindberg, der er vagthavende ved DMI.

– Det er lidt usikkert, men der er en mulighed for lidt sne i nat og i morgen. Vi kommer ned omkring frysepunktet i nat, og i morgen formiddag bliver det ikke mere end 1 eller 2 grader over frysepunktet, siger han til KBH.dk.

Lørdag formiddag bliver altså muligvis med lidt slud og tøsne, men i løbet af eftermiddagen klarer det op, og der kommer måske også et solglimt sidst på dagen. 

Søndag gælder det om at pakke sig godt ind.

– Det bliver koldt og tørt natten til søndag og minus 4 grader grader om morgenen søndag. Så det bliver rigtig koldt, og det kommer til at tage ret lang tid, før temperaturen kravler op. Om eftermiddagen bliver temperaturen omkring frysepunktet, siger Martin Lindberg til KBH.dk.

Men selvom det bliver en iskold fornøjelse at trave rundt på gader og stræder i hovedstaden søndag, så bliver det samtidig en ualmindeligt flot dag med høj sol og svag vind – uden nedbør. Perfekt til en lang gårtur i Fælledparken eller rundt om søerne med noget varmt at drikke mellem lufferne.

Der er behageligt vejr forude – så langt øjet rækker.

Men hvornår begynder det så at sne sådan rigtigt?

Det er ikke til at sige, for i næste uge bliver vejret igen mildere, når temperaturerne atter stiger, lyder prognosen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

– Og der kommer faktisk til at være flere dage i næste uge, hvor der ikke er særlig meget vind. Det er kun tirsdag, det kommer til at blæse lidt, siger Martin Lindberg.

Så lige nu er der altså kun meget mildt vintervejr forude, så langt øjet rækker. Ikke dårligt.

Kinesisk hot pot-restaurant popper op hos Mikkeller i Viktoriagade på Vesterbro