Styrtede på cyklen: Leyla raser over glatte cykelstier i København

Leyla Hanne Stenskrog kom rigtig galt afsted, da hun skulle på arbejde i lørdags. Nu retter hun en skarp kritik mod kommunen.

52-årige Leyla Hanne Stenskrog fik en slem forskrækkelse og et forstuvet håndled, da hun skulle starte sin arbejdsdag i Valby i lørdags. Nu kritiserer hun Københavns Kommune for at spare på vejsaltet.

 

Det var ikke til at se med det blotte øje.

Da 52-årige Leyla Hanne Stenskrog, der arbejder i hjemmeplejen i Valby, skulle op på cyklen lørdag i sidste uge for at tage ud til de ældre borgere, nåede hun ikke særlig langt.

Efter kun en kort cykeltur på vej ud til den første borger kunne hun på et splitsekund mærke, hvordan hendes cykel gled under hende et sted mellem Gåsebæksvej og Ceciliavej i Valby. 

- Pludselig forsvandt cyklen under mig. Jeg tog fra med knæ og hånd, og jeg tænkte slet ikke over det, da jeg faldt. Man kunne slet ikke se, at det var glat, da vandpytterne ikke var frosset til, siger Leyla Hanne Stenskrog til KBH.dk.

Biler og forbipasserende stoppede, og kollegaer samt en akutlægebil kom hurtigt til ulykkesstedet, hvor Leyla Hanne Stenskrog sad og frøs.

Hun har arbejdet i hjemmeplejen i Valby siden 1999 som et ekstrajob i vinterperioden, hvor der ikke er timer nok på hendes andet arbejde som lægesekretær.

Læs også

Papirøen holder kæmpe farvelfest 16. december - og du er inviteret

- Jeg blev kørt på Frederiksberg Skadestue og fik taget et røntgenbillede. Lægerne troede først, at mit håndled var brækket, men har nu fundet ud af, at mit håndled er meget slemt forstuvet. Derfor har jeg fået gips på, som jeg skal have på de næste mange uger, fortæller Leyla Hanne Stenskrog til KBH.dk.

Hun arbejder deltid som hjemmeplejer for at tjene lidt ekstra op til den dyre julemåned, men den ekstra indtægt kan hun nu skyde en hvid pil efter. Hun er gal over, at der ikke var saltet på de glatte cykelstier - for så var hun ikke gledet på cyklen.

- Det er uretfærdigt, for det er vores arbejdsbetingelser, der bliver påvirket, når der ikke bliver saltet.

- Da det jo er mit ekstrajob, så jeg får ikke nogen løn, når jeg er syg, da jeg er timelønnet. Da jeg er enlig mor til fire børn, så jeg kan ikke få julegaver til dem, da de ekstra penge gik til netop julen, siger Leyla Hanne Stenskrog til KBH.dk.

Leyla slog sit håndled slemt, da cyklen forsvandt under hende. Foto: Leyla Hanne Stenskrog

Hun har skrevet på Københavns Kommunes facebookside, da hun frygter for sin og sine kollegaers sikkerhed, når de bevæger sig rundt på byens cykelstier i vintermånederne.

- Jeg brækkede håndleddet og overlod så arbejdet til mine i forvejen pressede kolleger. Er dét det værd at spare på saltet, når vi ved, vinteren kommer? skriver hun i sit opslag.

Leyla har skrevet til Københavns Kommunes Facebookside og klaget over den glatte cykelsti. Foto: Facebook

Flere af hendes kollegaer har også klaget til kommunen på Facebook over de glatte, usaltede veje.

Kommunen: Uheld kan ikke undgås
I Københavns Kommunes Vintertjeneste, der hører under Teknik- og Miljøforvaltningen, ærgrer centerchef Vibeke Vedel sig over Leyla Hanne Stenskrogs uheld, men mener ikke, at det kunne være undgået.
 
- Det er ærgerligt, og det er rigtig synd for vedkommende, der er faldet og har slået sig. Vi holder jo øje med prognoser og forskellige vejrsystemer døgnet rundt i hele vinterhalvåret, men en gang imellem kan prognoserne ikke forudse, hvordan vejret arter sig, siger hun til KBH.dk.

For sidste weekend faldt en tæt tåge over København, og det betød, at der pludselig blev glat uden varsel. Derfor var der ikke saltet, selvom der var glat, da Leyla Hanne Stenskrog satte sig op på sin cykel.

- Sidste weekend havde prognoserne sagt mildt vejr, men her afgav tågen pletvise rimdannelser, hvor det blev rigtig glat. Da først vi fik meldinger ind om, at det var rimglat, så var temperaturen jo steget i mellemtiden, siger Vibeke Vedel.

Læs også

Nu er det afgjort: Slagtergårdene fra 1860'erne på Enghavevej skal rives ned

Københavns Kommunes Vintertjeneste er gået i gang med at arbejde og er i drift fra oktober i år til april næste år, og der er mandskab, der holder øje med vintervejret i hele perioden.

Derfor er det et hændeligt uheld, hvis borgere kommer til skade på usaltede gader og stræder, fordi vejret ikke altid kan forudses.

- Sådanne situationer vil altid kunne forekomme, og vi kan også blive overraskede. I de fleste tilfælde salter vi præventivt, men her sagde prognosen ikke noget om skiftet i vejret, og så salter vi ikke. Andre gange er det også grundejerforeningen, der har pligten til at salte og rydde sne blandt andet på fortove og private veje, og der kommer vi slet ikke, siger Vibeke Vedel til KBH.dk.

Hvis man vil sikre sig bedre mod spejlglatte veje, så har Vintertjenesten oprettet en profil på Twitter, som løbende bliver opdateret. Derudover kan man på Vintertjenestens hjemmeside se, hvor de arbejder netop nu, hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er blevet saltet i ens lokalområde.

Sidste vintersæson blev Københavns Kommunes Vintertjeneste kaldt i aktion og saltede 30 gange præventivt på vejstrækninger i hele København for at sikre, at vejene ikke var glatte. 

Hvis man helt vil undgå vintervejret, så byder biograferne indenfor på søndag, hvor det kun koster det kun 50 kroner at gå i biffen.

 

Oplevelser i København