Kaninlabyrinten i Zoologisk Have jævnet med jorden

Kaninlabyrinten må lade livet. I stedet åbner en ny legeplads. Foto: Zoologisk Have København

Zoologisk Have har besluttet at fjerne kaninlabyrinten. Tiden er løbet fra den.

 

Zoologisk Have har siden 1989 dedikeret et helt område af dyreparken til deres kaniner, men når den gamle dyrepark genåbner til påske, så er det slut med Kaninbyen, som området mod Søndermarken er kendt som.

For i Zoologisk Have har man besluttet at droppe kaninlabyrinten for at modernisere området og lave en spritny legeplads i den sydlige del haven.

- Hele pladsen er lige nu fuldstændig ryddet, og labyrinten er væk. Labyrinten var meget nedslidt, og mange børn blev også væk, og derfor har vi nu lyttet til den feedback og valgt ikke at genopføre labyrinten, siger Katrine Friholm, der er zoolog og projektudvikler hos Zoologisk Have til KBH.dk.

Kaninhøjen, der her ses i forgrunden, bevares. Men kaninlabyrinten i baggrunden genopstår ikke, når Zoologisk Have genåbner i marts. Foto: Zoologisk Have København

Katrine Friholm understreger dog, at Kaninhøjen, hvor man kan se kaninernes hjem under jorden bliver stående, ligesom at kaninernes hus ved siden af bliver bevaret.

Læs også

Til koncert med sovepose: Sukkerhallen inviterer til 12 timer lang sovekoncert

Erstattes af spritny legeplads i Zoologisk Have

I stedet for kaninlabyrinten skal der nemlig bygges en spritny legeplads, og her bliver det ikke kaninerne, men derimod Afrika, der bliver det bærende tema.

- Den nye legeplads får navnet Solsafari, og det skyldes, at vi gerne ville binde området bedre sammen, da vi jo i det område har mange dyr fra den afrikanske savanne. Her passer kaninerne jo sjovt nok stadigvæk ind, for kaninen stammer også fra Afrika, siger Katrine Friholm til KBH.dk. Når Zoologisk Have åbner igen til påske, så bliver det en mere eksotisk oplevelse.

- Når man fremover går gennem kaninhøjen, så laver vi nu et spor, der ligner, at en jeep har kørt henover højen.

- Når man så lander på solsafaripladsen holder der en jeep fra Zoologisk have, godt gravet ned og parkeret i sandet, og så kan man jo sætte sig ind i den og 'køre en lille tur', siger Katrine Friholm til KBH.dk.

Der vil stadig være masser af kaniner i Zoologisk Have, selvom kaninlabyrinten nedlægges. Foto: Zoologisk Have København

Der vil også stadig være en løbebane i området, hvor man kan sammenligne sin fart med andre dyr og klatretårne i forskellige højder med faldgummi under, som større børn kan klatre rundt i.

Derudover vil Zoologisk Have opstille en pladefigur af en dyrepasser, som børn og voksne er vilde med.

Læs også

Busterminal lader vente på sig: ‘Forholdene i Ingerslevsgade er ikke en moderne storby værdig’

- Vi plejer jo for sjov at sige, at dyrepasseren er det mest fascinerende dyr i Zoo, og alle elsker vores dyrepasser. Derfor har vi lavet en fotoplade, hvor man stikke sit hoved igennem og så kan en forælder hoppe op i den rigtige trillebør, som figuren er svejset sammen med, så man kan tage et sjovt billede, siger Katrine Friholm til KBH.dk.

Zoologisk Have vil ikke løfte sløret for de endelige tegninger af det nye legeområde, men har delt en tegning af den nye dyrepasser-fotoplade, som børn og voksne vil kunne få glæde af på den nye legeplads. Illustration: Zoologisk Have København

Der vil også være både krokodiller og flodheste i faldgummi, som en del af en lille ø i midten af den nye legeplads, som børnene enten kan sidde på eller springe fra i en avanceret ‘jorden er giftig’-leg. Og det er  blot nogle af de mange nye aktiviteter, der venter gæsterne i slutningen af marts.

Katrine Friholm håber, at mange forældre vil tage godt imod Zoologisk Haves udvikling af området, selvom hun godt kan forstå, at nogle også vil savne kaninlabyrinten.

- Ja, jeg har jo selv arbejdet har i 25 år, og  vi har stor respekt for nostalgien, og jeg kommer da også selv til at savne den.

- Kaninhøjen skal selvfølgelig bestå, og derudover er jeg rigtig glad og stolt over, at vi kan videreudvikle området, for kaninlabyrinten var slidt helt ned, og det tror jeg faktisk at de fleste af vores gæster selv kan se, siger Katrine Friholm til KBH.dk.

Helle var ude og løbe på Østerbro, da hun pludselig kiggede ned: ‘Hvorfor har vi grønt vand?’

 

 

 

 

 

 

 

 

Oplevelser i København