Fans af det italienske køkken og marokkanske lækkerier har nu fået en ekstra grund til at besøge Tivoli Food Hall.

Den 7. februar byder La Baracca Fresh Italian Pasta velkommen i nybygget madstade. Her langes der frisklavede, italienske pastaklassikere over disken. 3. april er det Kenn Husteds tur til at friste gæsterne i Tivoli Food Hall med marokkanske lækkerier, når Wakha åbner.

Parret bag La Baracca har godt styr på de italienske klassikere. Franco er fra Firenze, også kendt som hjertet af Toscana, og Tatiana er af colombiansk oprindelse men opvokset i Italien. Franco og Tatiana glæder sig til at forkæle gæsterne i Tivoli Food Hall med klassiske pastaretter. Alt er hjemmelavet og produceret på stedet. Franco siger om konceptet: ”Jeg er en ’street food man’, der kan lide det simple, men det skal være lækkert, hjemmelavet og autentisk. Baseret på de retter min italienske bedstemor serverede, og som er gået i arv i familien.”

Friske favoritter

Gæsterne kan følge forventningsfuldt med, mens pastaen æltes, rulles og gøres klar. På menuen er frisklavede pastaklassikere som Bolognese, Carbonara, Ravioli med ricotta og spinat med mere og Tiramisu og dagens dessert til den søde tand. Menukortet med de kendte, italienske favoritter suppleres med det italienske pars signaturretter som fx Tortello Mugellano, der er frisk pasta fyldt med kartoffel, ost og timian. 

Smagfulde fladbrød i Wakha til april

3. april åbner det nybyggede madstade Wakha, som tilfører Tivoli Food Hall nordafrikansk stemning med et look i blå, grønne og røde farver, hvor marokkanske lamper sørger for hyggelig belysning. Der er direkte kig til køkkenets krukker i alverdens farver, og krukkerne er spækket med friske krydderier, som bliver brugt, når maden syder på gasgrillen.

Sprøde granatæblekerner, grillede grøntsager, lam og kylling og yoghurtdressing serveres på lune fladbrød. Til en uformel spisestund med masser af smag og hygge. Vinen er i højsædet hos Wakha, som byder på økovine og naturvine. Der vil også være grønne og anderledes drinks og øl fra Spanien.

Kenn Husted skaber københavnske åndehuller

Bag Wakha står Kenn Husted, som har skabt en række københavnske åndehuller, som alle har den gode vin- og madoplevelse i centrum. Blandt andre Falernum, Paté Paté, Paté Paté Winebar & Tapas i lufthavnen, Vinbodegaen på Nørrebro og Frederiksberg og Props Coffee Shop i Blågårdsgade.

Kenn Husted står også bag vinfirmaet Husted Vin APS, som importerer kvalitetsvine fra hele verden og har en mission om at udfordre danskerne med ukendte perler af vine til fornuftige priser. 

Lidt mere ’spice’

Kenn glæder sig til at tilføre Tivoli Food Hall marokkansk spice med Wakha, der betyder OK på marokkansk: ”I Wakha kommer der til at være knald på både farverne og krydderierne. Stedet skal emme af varme og hygge, og det skal være et sted, hvor man har lyst til at blive lidt længere,” fortæller Kenn, som har et særligt forhold til Tivoli:  ”Da jeg var barn, arbejdede min mor i Tivoli i restaurant Påfuglen og iAutomathallen, så der kom jeg som lille.” 

Wagamama genåbner med nyt design

Ganske som med Tivoli Food Hall, så har nudelrestuaranten wagamama også indgang både fra Tivoli og gaden, og her er der også en særlig begivenhed 7. februar. wagamama har fået et opgraderet look og genåbner med helt nyt design 7. februar. Gæsterne kan glæde sig til et helstøbt univers i træ, messing og kobber.

Looket er blevet mere varmt, men uden at gå på kompromis med enkelheden, som både den japanske og nordiske stil er så kendt for.

Fodboldnyheder

Er du vild med fodbold og fodboldnyheder, så kig for Danmarks nye fodboldsite Fodboldnyheder.dk her.