Foto: Den Blå Planet / PR

Den Blå Planet har åbnet en ny restaurant, hvor gæster kan mæske sig i det bedste fra havet, mens de nyder udsigten ud over Øresund.

Navnet afslører konceptet med det samme, og det er da også oplagt, at Den Blå Planet skal rumme en lækker fiskerestaurant.

Gæster, som besøger det populære akvarium på Amager, kan fremover lægge vejen forbi Tang, når de skal have stillet sulten. Her serveres der lune fiskedeller, håndpillede rejer, islandsk laks, grillede blækspruttearme, sild, salater og sandwiches.

Fordi Den Blå Planet både bliver besøgt af store og små, er der noget for enhver smag på menukortet, ligesom at der også bydes på hurtige hapsere, der kan spises på farten eller udendørs på terrassen, når vejret indbyder til det.

Det er Madkastellet, der står for driften af Tang.

– Sammen med Den Blå Planet vil vi skabe et spisested, der samler de fascinerende og lærerige oplevelser om havet, man får på akvariet. Menukortet er bredt, men naturligvis fokuseret på havets spisekammer heriblandt også en af fremtidens råvarer: Tang. Vi vil inspirere og involvere og give både børn og voksne noget at tænke over, siger Ramus Pors, partner og medejer af Madkastellet.

– For eksempel ved at gøre en blækspruttearm til noget spændende og sjovt ved at servere den hel med sugekopper og sort mayo med blæk. På TANG kan man lære nye råvarer at kende, smage på klassikere og nyde samværet omkring et måltid, tilføjer han.

Børn bliver forkælet med fun facts, farvelader og små opgaver om fisk og farvande, som de kan fordrive tiden ved bordet med.

Bjarne Klausen, der administrerende direktør på Den Blå Planet, oplyser, at fisken, der serveres på Tang, er fanget i ansvarlige i ordninger og bæredygtigt havbrug, hvor der ikke bruges GMO og antibiotika, og i tejner, som er en fangstmetode, der er skånsom for havmiljøet.

– Med Tang i huset bliver den gastronomiske profil på Den Blå Planet endnu skarpere. Den Blå Planet er en aktiv naturambassadør, så bæredygtigt fiskeri er naturligvis et krav til vores samarbejdspartnere. Vi glæder os meget til samarbejdet, siger han.

Lagersalg med unikke danske møbelklassikere på Nordre Toldbod i weekenden