KBH.dk søger frivillige skribenter og bloggere

KBH.dk er et nystartet lokalmedie, som udelukkende lever på nettet og beskæftiger sig med alt, der rører sig i København. 

Vores ambition er at levere borgernær lokaljournalistik, som beskæftiger sig med det, folk interesserer sig for og taler om. Historierne kan sagtens blive for store til, at de rigtigt rører ved noget i folk, men de kan næsten ikke blive for små. Identifikation er et nøgleord for os. 

Vi skriver om, hvad der sker i hver bydel i hovedstaden. Både det sjove, det frustrerende, det nye og det glædelige. Men for at komme helt ud i krogene har vi brug for en håndfuld frivillige ildsjæle, som har lyst til at skrive for KBH.dk om det, der sker i deres lokalområde.

Hvis du har en blogger gemt i maven og kunne tænke dig din egen platform, så er det måske KBH.dk, du skal skrive for. Det kan være om nye caféer og restauranter, hvor du bor, men det kan også handle om kommunalpolitik eller frivilligt arbejde. 

Vi ønsker os både faste bloggere, som brænder for deres bydel og har noget på hjerte, samt frivillige skribenter, der vil prøve kræfter med relevant og interessant lokaljournalistik. 

Lyder det interessant, så send en mail til [email protected] + [email protected] og fortæl lidt om dig selv – så tager vi en snak om mulighederne.

Vi glæder os meget til at høre fra dig!