Nyt boligbyggeri bliver et mekka for vandsportsentusiaster. Foto: By & Havn

Københavns Kommune har solgt en grund med en ‘fremtrædende placering’ i Nordhavn, hvor der nu skal opføres et arkitekttegnet boligbyggeri på i alt 12.000 kvadratmeter.

Der skal bygges nye lejligheder i Nordhavn på mellem 70 og 140 kvadratmeter.

By & Havn har solgt en grund på Stubkaj i Århusgadekvarteret til Walls og Nordkranen, som nu skal opføre et større boligbyggeri på den fine adresse lige ud til vandet. Tegnestuen WERK bliver arkitekterne på projektet.

Boligbyggeriet kommer til at ligge ud mod Kronløbsbassinet, som er dét havnebassin, der adskiller Århusgadekvarteret og Sundmolen i Nordhavn.

– Fra havnesiden af byggeriet er der direkte adgang til det kommende ‘lommevandrum’, som opstår, når Kronløbsøen realiseres i det nuværende havnebassin, oplyser By & Havn.

Beboere og besøgende får god mulighed for at holde sig underholdt og beskæftigede i området.

– I kraft af placeringen ved lommevandrummet er det bestemt i lokalplanen, at byggeriets stueetage skal rumme ’vandrelaterende funktioner’. Det kan for eksempel være ro- og kajakklub, vandsportsfaciliteter og tilknyttede restauranter og butikker, oplyser By & Havn.

Det er her på Stubkaj i Århusgadekvarteret, de nye boliger skal ligge.

– Det kommende byggeri får stor synlighed og vil med sin placering binde Århusgadekvarteret og Sundmolen sammen. Foruden boligdelen er det vigtigt, at der udvikles rekreative tilbud i området, og beliggenheden ved vandet er med til at gøre pladsen ud mod havnebassinet til et herligt mødested for beboere og besøgende. Jeg ser frem til at følge udviklingen, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen fra By & Havn.

– Vi er stolte over at kunne være med til at arbejde med denne fantastiske placering i Nordhavn. WERK har udarbejdet et meget vellykket oplæg til bygningen, som udover en spektakulær stueetage, der på fornem vis understøtter de kommende aktiviteter på Stubkaj også indeholder nogle nyskabende boliger, siger Jørgen Nonnemann fra Walls.

Byggeriet får en imponerende midte.

Byggeriet får en fremtrædende placering i området.

De nye boliger skal efter planen være på mellem 70 og 140 kvadratmeter, og alle lejlighederne får private opholdsaltaner mod to sider.

Byggeriet skal efter planen bestå af en karré, der omkranser et grønt gårdrum med en egeskov. Her etableres også grillpladser og opholdsarealer. Fra gården fører en trappe direkte ned til den offentlige promenade.

– Det bliver fantastisk at se huset tage form med lejligheder med altaner mod alle verdenshjørner – og ikke mindst en egeskov som bygningens hjerte. Det er et enkelt og stærkt koncept, der vil bidrage til at styrke den aktive by ved vandet og Nordhavns bæredygtige og blå profil, siger kreativ direktør Thomas Kock fra WERK, som har vundet arkitektkonkurrencen.

Det er ikke oplyst, hvornår byggeriet vil stå klar til indflytning.

Scandic bygger spektakulært hotel på Kalvebod Brygge med 600 værelser, pool, bageri og skybar