Poul Henningsens Plads er gabende kedelig, mener Jakob Lange, der vil skabe mere liv på den grønne plads. Foto: Google Maps

Poul Henningsens Plads på Østerbro er grim og intetsigende. Den bør forskønnes, inden den nye metrostation åbner i 2019, mener lokale borgere.

– Det er simpelthen en hån mod Poul Henningsen at opkalde en plads efter ham og så ikke gøre noget som helst ved den. 

Jakob Lange er tydeligt frustreret. 

Som formand for foreningen Hovedstadens Forskønnelse og borger på Østerbro er Poul Henningsen Plads blevet en torn i øjet på formanden for en intiativgruppe af lokale borgere, der vil gøre noget ved pladsen, inden den nye metrostation skal åbner der i 2019. 

– Det er en plads, som er meget, meget kedelig og ligger hen som en sur græsplæne. Selve pladsen og hele krydset derude kunne være mere på fodgængernes præmis end på bilernes, da vejene jo er vanvittigt brede, siger Jakob Lange til KBH.dk. 

Selv ønsker han ikke at forslå en ændring af pladsen, men savner at andre vil tage ansvar for at forskønne pladsen. 

– Det er jo blevet lidt et vakuum, fordi metroselskabet kun har ansvaret de første tre meter omkring metrostationen. Resten tilfalder kommunen, og derfor foreslår jeg, at man udskriver en konkurrence, hvor både borgere og fagfolk kan komme med ideer, siger Jakob Lange til KBH.dk.

Men den holdning står Jakob Lange foreløbigt alene om.
 
Østerbro Lokaludvalg har på et møde i oktober drøftet forslaget om en forskønnelse af pladsen, og her er der ikke opbakning til at ændre den grønne plet på Østerbro.

Jakob Lange mener, at der skal være større fokus på de gående end på bilisterne ved forskønnelsen af pladsen. Foto: Google Maps

– Holdningen er, at pladsen i dag fungerer udmærket. Den bruges over året af mange forskellige borgergrupper, så det er ikke her, der bør bruges millioner.

– Men pladsen kan med fordel forbedres. I dag minder intet om PH, bortset fra at han ville have ønsket sig en brugsplads, som den er i dag. Om den også skulle være grøn, som fagudvalget mener, den skal, kan man vist kun gætte på, står der i lokaludvalgets referat.

Men det forstår Jakob Lange ikke.

– Jeg fatter ikke lokaludvalgets holdning. De mener bare, at der skal være flere toiletter ved pladsen, og det er da en god ting, men det er slet ikke nok.

Jakob Lange har derfor tænkt sig at kontakte lokale politikere i forsøget på at forskønne pladsen, for han mener, at politikerne har forsømt det område af byen.

– Det er så vigtigt, at vi også får nogle dejlige pladser på brokvartererne og ikke kun indenfor voldene, som mange har tænkt tidligere, og når pladsen nu er opkaldt efter Poul Henningsen, så skal den også være noget særligt, understreger han over for KBH.dk.

Historien bag vejnavnet: Derfor hedder det Købmagergade