Madklubbens nyåbnede asiatiske restaurant Hanzō på Værnedamsvej får dig til at hige efter mere

Maja Harder har været en tur på Hanzō.

Maja Harder har besøgt Madklubbens nye asiatiske restaurant Hanzō på Vesterbro, og hun har allerede lyst til mere.

 

Blogindlæg af Maja Harder.

På Madklubbens nye asiatiske perle Hanzō på Vesterbro tilbyder de alle menukortets 13 retter for under 400 kroner. Og det er bestemt ikke små fine udstillingsretter, der er tale om.

Nej, der følger både store karry-bowls og masser af forårsruller med i prisen.

Okay, 375 kroner for et restaurantbesøg kan måske godt virke lidt halvpebret for nogen. Men! Hvis du vælger The Hanzō Experience på Hanzō, altså alle retterne på menuen, så tror jeg, at du vil sidde med samme følelse som mig efter sådan en omgang:

Aldrig har jeg fået så meget for pengene på en restaurant.

Læs også

Slurp Ramen Joint i Nansensgade gør dig mæt og holder dig varm i vinterkulden

Foto: Maja Harder

Karryen!
For bare karryretten, der kom ind på bordet som ret nummer seks eller syv, var nok til at slå én ud. Men på den gode måde. For hold nu op, hvor er den dog cremet, snasket og fedtet.

Der er tale om en klassisk rød karryret med alt det gode; koriander, cashews og masser af chili.

Som en af de eneste retter hos Hanzō skreg karryretten mere af originalitet end innovativitet, men helt fair - for den sad lige i skabet.

Foto: Maja Harder

Vegetarisk kreativitet
Ud over den originale, men geniale karryret er der masser af kreativitet i de resterende retter i menuen The Hanzō Experience.

Især forretterne imponerede med en modig blanding af smage fra samtlige asiatiske køkkener.

Ved første øjekast virker menuen faktisk lidt som en pærevælling af elementer fra det asiatiske køkken. Hanzō vil lidt for mange ting på samme tid. Men det virker faktisk - med The Hanzō Experience får du alt, hvad hjertet begærer.

Du bliver taget på en fantastisk rejse gennem Asien, som du virkelig ikke har lyst til, skal slutte. Selvom din mavesæk nok synes noget andet efter 10. ret.

Foto: Maja Harder

Foto: Maja Harder

Selvom menukortet ikke afslører det, er Hanzō en tryllekunster med plantebaserede retter. Stedet tilbyder nemlig også en specialdesignet vegetarmenu, som kun byder på endnu mere innovation og snask.

Er man mere til det grønne, kan man derfor snildt bytte de friske ruller med miso tun og kimchi ud med jordskokkeruller med syltet agurk.

Læs også

Find din indre hippie frem: The Organic Boho på Christianshavn byder på sprød og snasket velvære

Dejlige desserter
Det er super tarveligt, når tastingmenuer gemmer det bedste til sidst. Især når man skal igennem 13 retter. Men sådan foregår det altså hos Hanzō.

Så pas på - hvis du kan. For desserten vil du virkelig ikke gå glip af.

Det er igen et miks af mange, mange forskellige verdener, som alligevel spiller perfekt sammen.

Foto: Maja Harder

Vi fik en harmoni af asiatiske churros, chokoladefondants og en yuzu crumbles. Og her må jeg lige fremhæve den nytænkende kreation af de velkendte og søde churros.

Det var ikke, hvad jeg forventede at få på en asiatisk restaurant. Men bravo! De asiatiske churros sparker virkelig de originale churros' røv! 

Sorry, Spanien.

Hvad sker der: Hanzō
Hvor sker det: Værnedamsvej 14, København V
Hvornår sker det: Se hjemmesiden for åbningstider

Maja Harder er 25 år og har en master i medier og kommunikation fra London. Hun bor i København og elsker at gå på opdagelse i de mange spændende restaurant- og kulturoplevelser i byen. Hun skriver om sine opdagelser her og på majaharder.com.

Ny mexicansk biks på Valby Langgade serverer frække tacos med flæskesvær og lune churros med is-skum

 

Oplevelser i København