Politiet efterlyser voldelig fan efter fodboldkamp i Parken: Kastede stor sten i hovedet på betjent

Københavns Politi efterlyser denne fodboldfan efter vold mod en betjent. Foto: Københavns Politi

Københavns Politi vil rigtig gerne have fat i en mistænkt voldsmand, som kastede stor sten i hovedet på en betjent efter en fodboldkamp i Parken.

 

Det er ikke altid en rolig affære, når der afholdes Pokalfinale i Parken mellem Brøndby og FCK, og det var bestemt heller ikke tilfældet, da de to hold mødtes 25. maj i år.

Her opstod der uroligheder, og efter kampen trak en gruppe fans op mod en Shelltankstation på Lyngbyvej. Og pludselig går det fuldstændig amok:

Fra tankens overvågningsvideo ser man, hvordan den mistænkte mand kaster en brostenslignende sten efter politiet og rammer en betjent i hovedet.

Betjenten måtte efterfølgende indlægges.

Københavns Politi har allerede rejst sigtelser mod flere hundrede fodboldfans, efter at politiet via videoovervågning har identificeret mange af uromagerne. Men lige netop denne mand kender politiet ikke.

Læs også

Konkurrence: Vind en tur i Tivoli og to billetter til julemusicalen Elf

- Grunden til at vi efterlyser ham nu, er, at vi tager sagerne enkeltvis, og så tager vi dem ganske enkelt efter tur.

- Så vi skal nok få fat i dem alle sammen, men nu er vi nået til ham her. Og da vi ikke kender ham i forvejen, så har vi nu valgt at efterlyse ham i offentligheden, siger politikommisær Sune Christensen til KBH.dk.

Ved tankstationen kastede den mistænkte mand en stor sten efter politiet. Foto: Københavns Politi

Efter fodboldkampen trak en gruppe fans ned mod Shell-tankstationen, hvor stenen blev kastet. Foto: Google Maps

Den mistænkte gerningsmand beskrives som en mand mellem 18 og 25 år.

Han er cirka 175 centimeter høj og lys i huden med mørkt hår. Han har bakkenbarter og er almindelig til muskuløs af bygning. Under Pokalfinalen bar han en gul t-shirt, sort jakke med hætte, slidte cowboyshorts og mørke sko med hvid sål.

Læs også

Mai gik over vejen i regnvejr og mørke på Amager: Nu efterlyser hun manden, der kørte hende ned

På gerningsdagen sad manden midt på nedre C-tribunen og havde selskab af en lav mand, der var iført en blå jakke eller trøje.

Ligger du inde med oplysninger i sagen, eller genkender du manden på billedet, så kontakt Københavns Politi på telefon 114.

Herunder er videoovervågningen af manden:

 

En eftersøgt voldtægtsmand blev også lagt i håndjern, da han forsøgte at forlade landet fra Københavns Lufthavn. Han viste blot sit pas én gang, men det skulle han aldrig have gjort.