Fire personer anholdt på mistænkelig adresse på Østerbro - lejligheden var fuld af tyvekoster

Politiet mener, at kosterne stammer fra indbrud mellem jul og nytår.

Fire østeuropæere er blevet anholdt på en adresse i København, hvor politiet desuden fandt en række tyvekoster, der formentlig stammer fra indbrud mellem jul og nytår.

 

Københavns Politi har ransaget en adresse på Østerbro og i den forbindelse anholdt fire personer fra Balkan, der i dag er blevet fremstillet i Dommervagten i København for lukkede døre.

Det siger vicepolitiinspektør Knud Hvass til KBH.dk, som ikke ønsker at uddybe, hvordan politiet kom på sporet af de fire formodede tyve af hensyn til den videre efterforskning.

Inbrudsgruppen under Københavns Politi ransagede adressen på Østerbro klokken 15.30 i går, tirsdag, og fandt - udover de fire mistænkte, som blev anholdt på stedet - en række tyvekoster. Herunder 17 telefoner, 21 computere, 11 fladskærme og 35 kasser spiritus.

Politiets teori er, at kosterne stammer fra indbrud, som har fundet sted mellem jul og nytår. 

Læs også

Historien bag vejnavnet: Derfor hedder det Købmagergade

- Nu er der afholdt retsmøde for lukkede døre. Vi har fundet de her tyvekoster og anholdt fire personer, og nu venter der en masse arbejde forude med at forsøge at finde ejerne af tingene, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass til KBH.dk.

De fire personer er nu varetægtsfængslet de næste 13 dage.

- Vi har haft relativt få juleindbrud i København, men hver eneste er et for meget, så vi er godt tilfreds med, at vi nu har fået stoppet denne gruppe, som vi mistænker for flere af julens indbrud.

Københavns Politi oplyser, at der har været 118 indbrud i København i julen 2017 mod 126 i julen 2016, hvor tallet i forvejen var lavt i forhold til tidligere år.

Se billeder af nogle af de fundne tyvekoster herunder.

Genkender du noget, kan du kontakte Københavns Politi på telefon 114. 

Per deler barsk video af sin hund Børste: 'Stop nu med at overtræde loven på Østerbro'

 

Oplevelser i København